Doughnutmodellen og Aarhus.

Vi kalder os Doughnut-gruppen, fordi vi er inspireret af den engelske økonom Kate Raworths bog om ’Doughnut økonomi’.

I bogen Doughnut-økonomi (Informations Forlag 2018) tager Kate Raworth udgangspunkt i mennesket – ikke i BNP. Hun stiller det grundlæggende spørgsmål: ”Hvad skal der til for at mennesket trives i en verden, hvor alle mennesker lever med værdighed, lige muligheder og fællesskab inden for klodens livgivende grænser”?

For at illustrere tankegangen tegner hun 2 koncentriske cirkler, den ene inden i den anden. – Se vores logo øverst (lavet af Thomas Kruse gruppen). De2 cirkler ligner tilsammen en amerikansk doughnut. Den inderste cirkel i doughnut’en afgrænser de menneskelige levevilkår, der skal holde os indenfor FN’s 17 verdensmål. Den yderste cirkel udgør det miljømæssige loft for jordens systemer – f.eks. CO2 udslip, klimaforandringer, havenes forsuring og luftforurening.

Den indre- og den ydre cirkel i doughnut’en definerer grænserne for det menneskelige råderum.

Dougnutmodellen

Doughnut- modellen kan laves for et land – men er også udarbejdet for byer.

Doughnut – modellen er således ’oversat’ til byer (bl.a. Amsterdam og Philadelphia). By-doughnut-modellen tager udgangspunkt i et ’portræt’ af byen. Hvilke udfordringer har byen – på hvilke områder trives byens mennesker ikke? Den er registrerende og problemorienteret og inspirerer og opfordrer til at aktivere
borgerne til forandringer.
Doughnutmodellen medtager desuden den indlejrede CO2 fra de produkter byerne importerer (alt fra materialer for produktion – cement, olieprodukter, jern osv – samt importerede fødevarer og
forbrugsprodukter fra mobiltelefoner til biler). Det moralske, og dermed det egentlige ansvar for denne indlejrede CO2 -ca. 65% af en by som Århus´s CO2 forbrug – medregnes derfor i byens CO2 udledning. En by som Aarhus har derfor et stort ”overforbrug” af CO2, ca. 3-4 gange større end det, som hvert menneske
på kloden har til rådighed, hvis kloden skal leve i balance.
Doughnut modellens intention er både at tænke cirkulært lokalt – og globalt. Den peger på sammenhængen mellem vores produktion og velfærd, og hvor vi henter råmaterialer til vores forbrug. Det gælder f.eks. råvareimport (palmeolieprodukter til AarhusKarlshamna og biobrændsel/træpiller til Studstrupværket) og pålægger os at tage ansvar for forholdene, hvorunder disse produceres.
Doughnut modellen opridser også hvilke hindringer, der kan ligge i forhold til at ændre situationen til det bedre. Er det regler fra EU, staten, regionen, kommunen eller andre interesseorganisationer, der sætter hindringer op for at forbedre forholdene? Hvor skal der ændres, og hvad kan der gøres lokalt her og nu? Hvor skal der ændres på de forudsætninger, som ikke vedrører lokale beslutningstagere? Doughnut’en giver således et godt overblik over ’byens tilstand’. Hvad er problemerne og hvor skal der sættes ind?


Aarhus og Doughnut modellen

Vi anerkender, at Århus kommune på klimaområdet udfører et stort arbejde. ’Klimaplanen for 21-24’ er et godt arbejde på mange områder, og et dygtigt hold i Go Green Aarhus sidder med meget viden.
Vi anerkender, at Doughnut-modellen for byer er under udvikling, formbar og måske på nogle områder også skal tilpasses. Det kan ske i samarbejde med Kate Raworths backing-group LEAD (Doughnut Economics Action Lab). De hjælper både Amsterdam og København.
Men vi mener, at Doughnut’ens grundsynspunkter vil være en rigtig god ramme for at opstille en udviklingsmodel – også for Aarhus – der på sigt vil bidrage til, at vi som århusianere vil opleve både større
trivsel og føre til et bedre klima. En proces som inddrager og aktiverer borgerne.
Doughnut gruppen har eksisteret siden 2019. Under koronaen har vi haft digitale møder med repræsentanter fra forskellige partier i byrådet, initiativtagere til doughnut modellen i København og Go Green Aarhus. Alt imens har medlemmer af gruppen beskrevet afgørende elementer for trivslen i Århus, samt på hvilke områder Århus overskrider de planetære grænser. Dette arbejde var en vigtig forudsætning for, at vi i 2021 (8.september) afholdt en digital og fysisk konference med oplæg af Kate Raworth, Rob Shorter fra DEAL og viceborgmester i Amsterdam Marieke Van Doorninck. Til at diskutere mulighederne for Aarhus som en Doughnut by bød et panel bestående af opstillede politikere til kommunalvalget 2021 ind. Ca. 100 mennesker deltog i salen og ca. 50 deltog digitalt. Konferencen var en stor succes og vi arbejder videre med muligheder for at implementere Doughnut modellen i Århus.

Ved siden af dette målrettede arbejde lægger vi vægt på, at vi er en åben gruppe, hvor alle aspekter af klimakrisen kan diskuteres og vi betragter os på den måde som et forum, hvor der er plads til at vende aktuelle udviklinger – og initiativer.
VI har en ugentlig mødefrekvens – typisk hver tirsdag formiddag.